Når der kommer endnu en mand i familien

Godmorgen bloggen, håber I har sovet rigtig dejligt!

Nogle sidder måske og tænker nu, om min mor har fået en kæreste eller noget i den stil, efter de har læst dagens indlæg, men det er skam “bare” Anders der er tale om i dette indlægMand og mand, det ved jeg nu ikke om man kan kalde ham endnu, men han er i hvert fald en dreng, der besidder nogle af de allerbedste egenskaber, og det inkluderer altså også, at han stadig kan være 2 år nogengange, lidt ligesom jeg selv

Når, men nu til det dagens indlæg helt præcis skal handle om.
Anders og jeg har været kærester i snart 1/2 år. Det har været skønt, men bestemt også hårdt. Ikke ment som at det er hårdt at have lige præcis ham som kæreste, men det at have en kæreste i det hele taget, kan da være hårdt til tider. Men jeg synes vi har haft det helt imponerende godt, og jeg er kun glad for at have fundet en dreng, der har så mange af de samme egenskaber som jeg selv og som alligevel også rummer en masse egenskaber, som jeg bestemt ikke selv besidder.

MEN MEN MEN, når man går ind i et forhold handler det jo selvfølgelig ikke kun om, hvordan man har det i sin egen lille bobbel som kærester. Der er også den del af det, som indeholder helt exceptionelt meget nervøsitet, nemlig den tid, hvor man skal introduceres for kærestens familie og venner og selvfølgelig også omvendt, at han skal vises frem for ens venner og familiemedlemmer.

Personligt har jeg aldrig selv været så nervøs, som da jeg skulle møde Anders familie for første gang. Der var både kusiner, fætre, mor og far, lillebror, mormor, farmor osv. Og selvom det var valgfrit, om jeg ønskede at tage hele flokken på én gang eller ej, så er jeg så utrolig glad for, at jeg valgte at gøre det. Og hey, den dag i dag er det jo blevet et sted som føles ligeså meget hjemme, som i mit rækkehus her i Tårnby

ALLE, som i virkelig ALLE mine familiemedlemmer er vilde med Anders, og dog… Walther (min hund) kan stadig være lidt skeptisk og jaloux over, at han ikke længere er den eneste mand i huset, og han ikke længere er ham, som må sove ved siden af mig i dobbeltsengen Men han er med månederne blevet afklaret med, at Anders altså ikke skal nogen steder hen, og han nu er ligeså meget en del af familien, som han selv er

I hvertfald er jeg så utrolig glad for, hvordan det går mellem Anders og jeg i særdeleshed, men virkelig også trygheden ved hinandens familier- så dejligt og betryggende!

//Jeg håber I synes om dagens indlæg, og så ses vi meget snart igen her på bloggen!
Kyyyys